Ord inddeles ofte i to klasser, som kan adskilles vha. funktion og betydning:

Bøjelige ordklasser (substantiver, pronominer, adjektiver, verber og visse adverbier).

Ubøjelige ordklasser (de fleste adverbier, præpositioner, konjunktioner, interjektioner).

Substantiver bøjes i tal, kasus, bestemthed (på dansk) og køn. Substantiver er kernen i substantivsyntagmer (gr. Syntagma det samordnede; helhed hvori ordene optræder som led), der udfylder led som subjekt, objekt, indirekte objekt. De betegner typisk genstande, men også abstrakte størrelser. Proprier kan betegnes som en underafdeling af substantiver. Proprier er egennavne (noget unikt), mens substantiver er fællesnavne (appellativer). KASUS angiver substantivers, adjektivers og pronominers ledfunktion. Kasus er ofte tydeliggjort vha. en præposition.

Pronominer er ord, der alene kan udfylde samme plads som et substantivsyntagme, f.eks. som subjekt, objekt eller indirekte objekt. Pronominer kan ofte bøjes i køn, tal og kasus. Pronominer henviser til andre størrelser, og man undgår derved at gentage det samme substantiv.

Personlige pronominer udpeger efter rollerne i samtalen, således at første person er den talende, anden person er den, der tales til, og tredje person er den eller det, der tales om. Mange sprog har i tredje person et refleksivt personligt pronomen, der peger på den samme person som den, der er subjekt i sætningen,

Possessive pronominer peger på en genstand, der er knyttet til en af rollerne i samtalen. Tilknytningen kan være et egentligt ejendomsforhold.

Demonstrative pronominer peger efter et afstandsprincip. Der kan være tale om en afstand i den verden, der tales om, men også om en afstand inden for teksten, således at denne bliver lig med den sidstnævnte.

Relative pronominer står i spidsen af en bisætning og peger på et substantivsyntagme i den overordnede sætning. Som oftest sådan at der peges på det nærmest foregående substantivsyntagme.

Interrogative pronominer peger på en ukendt størrelse, hvis identitet man gerne vil have oplyst.

Indefinitte pronominer udpeger typisk en mængde i forhold til en allerede omtalt størrelse.

Artikler er karakteriseret ved funktion og betydning. Artiklerne bruges som markør af et substantivsyntagme, så snart der ikke er brugt et pronomen til nærmere bestemmelse. Artiklerne angiver køn, tal og eventuelt kasus, samt om der er tale om en bestemt størrelse eller en ubestemt.

Adjektiver bøjes tit i køn, tal og undertiden også i kasus, men har ikke noget fast køn som substantiverne. Adjektiver bøjes ofte i grad. Adjektiver fungerer som attributiv (beskriver) i substantivsyntagmer. De betegner en egenskab.

Verber bøjes i tid og ofte også i aspekt og modus. De tidsbøjede former kaldes gerne finitte (  ), de ikke tidsbøjede infinitte. Med disse betegnelser hentydes til, om den proces, verbet beskriver, er fastlagt på en tidsskala eller ej. Verbet fungerer som det centrale element (kernen) i sætningen, og det betegner typisk en proces eller en handling. Verbet er det centrale element i sætningen, fordi valget af verbum afgør, hvilke led der kan forekomme i sætningen (f.eks. objekt eller objektsprædikat), og fordi verbet angiver, hvilken forbindelse der er mellem de forskellige led.

Diatese er verbets handlingsformer. Aktiv betegner en handling som subjektet foretager – en tilstand som subjektet befinder sig i – en begivenhed som subjektet deltager i. Verber der betegner en handler, er ofte transitive. Passiv udtrykker et forløb der går ud over subjektet. Den handlende person (agens) udtrykkes normalt på græsk ved upo + genitiv. Ved medium er subjektet med i handlingen ved interesse eller inddraget eller medvirkende. Medium kan ofte oversættes som passiv.

Med udgangspunkt i latin opdeles tid (tempus) som en linje med fortid (præteritum), nutid (præsens) og fremtid (futurum). Men for andre sprog (f.eks.) græsk er den sproglige tidsopfattelse en anden. Aspektet udtrykker den synsvinkel en handling skal ses under. Man kan betragte den som udviklende sig, noget varigt (durativt),  eller noget der plejer at ske (iterativt), eller man kan se den som samlet i et punkt (punktuelt); den kan vise sig som noget der sigter mod et mål (determineret), eller som noget ubestemt, generelt (indetermineret). Aspekt-betydningen på græsk bliver især tydelig i andre modi end indikativ. Tidsbetydning kommer her kun frem i indikativ og fortidsbetydningen er bundet til brugen af augment. Aspektforskellen er tydelig mellem imperfektiv, som betragter handlingen durativt, og aorist, som betragter udviklingen punktuel.

Modus er en modificering eller nuancering af et udsagn; modus giver udsagnet en ekstra betydning.

På græsk har verbet har 6 modi: Indikativ, konjunktiv, optativ, imperativ, infinitiv og participium.

Indikativ er modus for virkelighed (realis), dvs. hvad den talende forestiller sig som virkelig.

Konjunktiv er modus for den tilstræbte og overvejede virkelighed – den udtrykker altså noget fremtidigt. Den bruges til (selv)opfordring i 1. person (exhortativ/cohortativ). 

Optativ er ønskets og den subjektive antagelses modus.

Imperativ er bønnens og befalingens modus.

Infinitiv er en stivnet kasusform; den optræder som verbets substantiviske form. Den kan optræde som subjekt og som objekt.

Et participium er verbets adjektiviske form, som således kan stå attributivt, som en nærmere bestemmelse af et substantiv og oversættes ofte fra græsk som en henførende bisætning til dansk.

Ubøjelige ord (partikler).

Interjektioner er udråbsord. Lydord kan regnes med til interjektioner. Interjektioner udgør i sig selv en ytring. De egentlige interjektioner udtrykker følelse, samtykke eller afstandstagen.

Præpositioner står foran et substantivsyntagme, en infinit verbalform eller en sætning, som præpositionen forbinder med en foregående størrelse. Betegnelsen præposition skyldes det forhold, at præpositionen står foran (”præ”) den størrelse, den styrer og sætter i relation til noget andet. På nogle sprog har man postpositioner. Præpositioner kan ligesom konjunktioner karakteriseres som forbindere, men mens konjunktionerne almindeligt styrer sætninger, styrer præpositionerne først og fremmest substantivsyntagmer.

Konjunktioner er som præpositionerne forbindere, men konjunktionerne forbinder typisksætninger. De sideordnende konjunktioner forbinder to størrelser af samme slags. De underordnende konjunktioner indleder en bisætning, som de forbinder med en oversætning.

Adverbier er en restkategori. Det er først og fremmest partikler, der indgår i sætningen, men ikke er forbindere. Man karakteriserer dem efter funktionen ved at sige, at de lægger sig til et verbum. De har altså det meget vage til fælles, at det er underordnede beskrivende bestemmelser.

Bemærk også, at mange småord kan høre til flere ordklasser, fordi ordklasserne her kun er defineret ved funktionen. Endelig må det bemærkes, at en del adverbier dannes på regelmæssig måde af adjektiver.

Kilder: Latinsk grammatik; Ebbe Spang-Hanssen. Grundkursus i Grammatik; Ottar Jensen. Dansk grammatik for gymnasiet;Hynding; Græsk syntaks; DSDE; Fremmedordbogen;