Metode græsk og latin

2.1.1. Fagets identitet og metoder (fra Vejledning til Græsk 2017 https://uvm.dk/gymnasiale-uddannelser/fag-og-laereplaner/laereplaner-2017/stx-laereplaner-2017)

Som nævnt i læreplanens stk. 1.1 er græsk et videns- og kundskabsfag, et færdighedsfag og et kulturfag. Det er en helt central del af fagets identitet at læse teksterne i egen ret og derudover gennem denne læsning at afdække de spor, teksterne har sat. Gennem sporene får eleverne en nøgle til forståelse af centrale elementer i senere kultur, både europæisk og globalt, hvilket giver dem indsigt i deres egen identitet og kvalificerer dem til en samtale om verden nu. Undervisningen skal lægge vægt på at eksplicitere dette for eleverne.

Græsk er et humanistisk fag, og udgangspunktet for fagets metoder er hermeneutisk. Teksterne og monumenterne er knyttet til en bestemt historisk, kulturel og åndshistorisk kontekst, og teksterne skal læses solidarisk og kritisk på deres egne præmisser. Eleverne skal i undervisningen gøres bevidste om de forudsætninger, de møder teksterne med, og lære ikke at trække egne forudfattede holdninger ned over teksten. Man kan i undervisningen tale med eleverne om, at man som læser af de antikke tekster skal være reflekteret og kritisk, men også villig til at lade sig udfordre, bevæge og danne i mødet med den fremmede livsverden, antikken er. De klassiske tekster og monumenter, som græsk beskæftiger sig med, er ikke blot historiske dokumenter, men har fungeret som stadige forbilleder og kilder til inspiration i de efterfølgende perioder indtil vor tid. Det er i den sammenhæng, at læreplanens krav om læsning af centrale tekster [LP, stk. 1.2.], skal ses, idet der hermed menes tekster, der har sat sig spor.

Fagets helt centrale metode er den grundige, autoptiske nærlæsning af originalteksterne, der danner udgangspunkt for en analyse og fortolkning. Det vil være naturligt at begynde med oversættelsen, når tekstens mening skal etableres, og arbejdet med fagets hjælpemider som ordbog og grammatik står derfor helt centralt. (…) Tekstens mening etableres dog ikke alene gennem ordbog og grammatik, idet viden om fx tekstens forfatter, genre, kontekst og samtid bidrager til at etablere dens betydning.

Nærlæsningen tager udgangspunkt i de enkelte ord og formuleringer, sådan som de rimeligvis må forstås i konteksten og i værket. Analysen og fortolkningen af tekststykket eller værket vil derfor altid foregå under inddragelse af konkrete tekststeder som belæg. I tillæg til nærlæsningen er der et meget stort antal metoder og analysestrategier, man kan anvende, alt efter om der fokuseres på tekstinterne eller teksteksterne faktorer. Moderne litteraturteoretiske tilgange kan inddrages til at åbne for flere perspektiver af teksten, men det bør ikke ske for teoriens skyld, men altid med respekt for teksten selv. Det vil være naturligt at diskutere analysestrategier med eleverne, så de bliver bevidste om, at bestemte metoder og teorier giver tilsvarende bestemte blik på teksterne, og at det, man får frem i teksten, afhænger af, hvad man ser efter, og hvordan man ser på teksten. Det er vigtigt at tale med eleverne om, hvad den metodiske tilgang i undervisningen er – uanset hvor enkel den end måtte være – og det er vigtigt i undervisningen at pointere, at formålet med det metodiske tekstlæsningsarbejde er at give et så kvalificeret bud på tekstens betydning som muligt.

Metode:       Autopsi (læse teksten ved selvsyn – dokumentarisk)

Hvordan:     Nærlæsning med forklaringen af: ord/formuleringer – tekst – kontekst.

• Tekstkritik: Forholde sig til teksten overlevering og teksten særpræg
• Sprog: Oplæsning – form – syntaks – oversættelse 
• Hermeneutik: Fortolkning

Dokumentation vha. henvisninger og citater fra teksten, som kommenteres!

                      Se også http://www.kgklassiker.dk/82949007

Perspektiveringen undersøger, hvordan den klassiske tekst er blevet brugt i en ny sammenhæng. Undersøgelse skal tage udgangspunkt i form og indhold. Find her ligheder og forskelle. Se http://www.kgklassiker.dk/82948977

Samtalen er en central arbejdsform i undervisningen og til eksamen. Dels for at tilegne sig viden, men også for at bearbejde den umiddelbare oplevelse af stoffet.

Gode råd til tekstforståelse

Redegørelsen/analyse

Redegørelsen er ikke et referat af teksten. I redegørelsen skal man se efter noget i teksten. Redegørelsen er en ordnet, forklarende fremstilling. Man skal vise, at man kan bruge den græske tekst på en måde, så redegørelsen får en merværdi i forhold til at redegøre kun på baggrund af en dansk oversættelse. Dvs. dette går naturligt videre til at være analyse.

• Læs i Oxford Companion og andre relevante steder, fx http://www.emu.dk/gym/fag/kl/tools/index.html.
• En kort præsentation af forfatter og tekst.
• Redegør for min. en pointe fra hvert afsnit af teksten.
• Græske og latinske citater på highlights, som indeholder hele sætninger.
• Sætningerne skal efterfølgende kommenteres på enkeltord, så man viser, man kan læse latin/græsk. Slå fx centrale begreber op i en ordbog og et leksikon, så du har flere betydninger af ordet og kan bruge det i kommenteringen. Hvordan kan fx aspekt, modus, diatese, adverbier, konjunktioner, betydningsforskelle (ordbogen!), tempus osv. Kommenteringen skal bruges til tolkning. (DETTE ER DET VIGTIGSTE, SOM SKAL BRUGES I ANALYSEN). Fokus er altså på en kommentering af citater.
• Respektér i kommenteringen citatets grammatik, fx kasus, diatese, aspekt.
• Citér ikke for lange sætninger på latin/græsk.
• Husk kildeangivelse på citater.
• Lav til sidst en opsummering af redegørelsens hovedpointer.
• Redegørelsen må ikke indeholde subjektive vurderinger.
• Redegørelsen skal minimum være ------ side (computerskrevet).

Hvad er analyse og tolkning af teksten?

• Redegørelsen glider ofte naturligt over i en analyse. Men husk, at tolkning ikke bare er analyse, hvor man ser på tekstens enkelte dele. Man skal også forklare, hvordan de enkelte dele hænger sammen. Det kan derfor være en god idé at gennemgå teksten fra top til bund og forklare tekstens enkelte dele og deres sammenhæng. Husk fokus i jeres analyse/tolkning. DETTE ER MEGET VÆSTENTLIGT I SRP

Vurderingen

• Husk også at besvare denne del af opgaveformuleringen!
• I en vurdering tager du selv fagligt stilling til teksten eller elementer i teksten.

Hvad er ”en diskussion”?

I daglig tale bruger man ofte udtrykket om en ordstrid, hvor to personer kæmper om at få ret.

I vores – faglige – sammenhæng har ordet en anden betydning. Her betyder ordet ”diskussion snarere ”systematisk” overvejelse” eller ”afvejning af argumenter.”

Nå man diskuterer fagligt gælder det altså ikke om at ”vinde”, at ”få ret”, men om at nå frem til, hvad der er det mest holdbare synspunkt eller den mest holdbare konklusion på et bestemt spørgsmål.

For at en sådan faglig diskussion skal være vellykket, skal nogle bestemte betingelser være opfyldt:

1. Emnet for diskussionen skal være præcist.
2. Man skal gøre klart, hvilke divergerende faglige opfattelser, der findes mht. spørgsmålet.
3. Man skal overveje, hvilke argumenter, de forskellige synspunkter hviler på.
4. Man skal overveje, om argumenterne bygger på ordentlig dokumentation
5. Man skal afveje, hvor tungtvejende argumenterne er, og søge at nå en begrundet konklusion
6. Man skal overveje, om argumenterne er relevante.
7. Man skal afveje, hvor tungtvejende de forskellige argumenter er.

Generelt

• Brug al jeres faglige viden – også fra andre fag, fx fra dansk, historie, religion, billedkunst, filosofi og moderne sprogfag.

Humanistiske videnskaber – mennesket (individet) som kulturskabende og kulturskabt.

1. Undersøger mennesket selv som tænkende, villende og handlende subjekt og mekanismerne bag dets tanker, ønsker og handlinger. Psykologi og socialantropologien.
2. Undersøger produkterne af menneskers handlinger. Sproglige ytringer (tekster) i lingvistikken, i litteraturvidenskaben og i filologierne. Malerier, skulpturer, musikværker, bygninger etc. i kunstvidenskaben, arkitekturvidenskaben, teatervidenskaben, socialantropologien. Brugsting som redskaber, værktøj, husgeråd og klæder i socialantropologien.   
3. Discipliner, hvor man søger at finde de kronologiske sammenhænge i et fortidigt forløb. De historiske discipliner som historie, dvs. den generelle redegørelse for de menneskelige samfunds og nationers omskiftelser gennem tiderne (erkendelse af det enkelte tilfælde/samfund), og arkæologien.

Kilder: Bent Egaa Kristensen, Historisk metode; DR Humanistisk videnskabsteori.

Del siden